Den Fjerde Væg
Den Fjerde Væg er et af de få bands i dag, som synger på dansk. Der har været forskellige små bølger af dansksproget rock gennem tiden, og lige nu ser det ud til, at Ulige Numre og Den Fjerde Væg er “det nye håb” inden for denne niche. Det ER ret svært at kombinere rockmusik med det danske sprog, men Den Fjerde Væg slipper rimeligt godt fra det.

Deres demosange er velproducerede med fine detaljer, små stykker percussion, keyboard-strygere og spøjse korstemmer. Jeg tror DFV spiller en form for artpop, hvor simple popmelodier blandes med mere komplekse sangtekster.
Det lover godt, men jeg har nu svært ved at få hænderne i vejret. Det lyder som pæn, renpoleret, velproduceret, kedelig poprock har lydt de sidste par år, og jeg savner larm i lydbilledet.
Lyt til Den Fjerde Væg her.

Dennis Agerblad – Málhøvd
Dennis Agerblad er en interessant musiker og performancekunstner med færøske rødder. Hans album er noget af det mest specielle, jeg længe har hørt om: Et dobbeltalbum med elektronisk musik, tilsat tekster af digteren Tóroddur Poulsen – cd 1 er på færøsk, cd 2 er danske oversættelser.

Resultatet? Ja, jeg tror aldrig jeg har hørt færøsk i moderne musik før, men det fungerer ret godt. Det er i hvert fald særpræget og anderledes, og Dennis synger ret godt – nogen gange følsomt og rent, andre gange lidt mere dystert og dragende. Stilen bag er en form for queerseksualitet – noget, vi bare ser for lidt af i lille Danmark.
Desværre følger musikken ikke rigtig med. Der er for lidt variation, som om det er den samme lydbank, og de samme trommespor, der bliver brugt igen og igen. Det føles som om, jeg sidder og hører den samme sang igen og igen.
Desværre, for idéen er virkelig god, og electronica og færøsk er vist aldrig set før?
Lyt til Dennis Agerblad her.

Hvorfor spiller du musik? Hvad driver til at lave det, som er et mønster af lyde, som du på forhånd bestemmer, og derefter forsøger at spille i henhold til planen? Hvad skal vi med det?

- Det er jeg ikke sikker på. Måske gør vi det for at imponere nogen. Måske ikke. Måske for at dyrke et ego. Udforske os selv, som vi udforsker os i spejlet og når vi tager billeder af os selv.

Det lyder da ret negativt? Burde man ikke spille musik for et publikum? Skal der ikke være nogen der lytter?

- Selvfølgelig, men publikum skal underkaste sig dine lyde, og ikke omvendt. Det er dem der skal modtage, og dig der skal afsende. Sådan fungerer en scene: Du stiller dig op på den, og når du står på den, er du autoriteten. Publikum skal klappe mellem numrene, og når selve musikken spiller, skal folks øjne og ører være rettet mod spillestedets diktatorer, bandet.

Det lyder altså ikke særlig sjovt! Hvorfor ville nogen dog gide det?

- Du har ret, ingen gider det, men det er fordi det kun er én måde at se det på.
Jeg har et bedre synspunkt: Musik er vejen til identitet. Identitet er også egocentrisme, men lad os nu glemme det.
Den identitet jeg taler om, er når du hører noget musik – noget helt fantastisk musik – og ved, at den musik du hører nogen andre spille, den har altid eksisteret inde i dig selv! Det er blot nogle andre, der har ført dine følelser ud i den fysiske verden.

Det var straks bedre. Men stadig meget idealistisk. Jeg tror ikke rigtig på dig. Til syvende og sidst er musik jo bare at slå toner an på instrumenter.

- Ja, det er den formelle måde at se tingene på. Men den holder ikke i længden, hvem gider kun betragte det som noget formelt? Formaliteter er noget vi bruger, når vi på formel vis siger goddag og giver hånd. Det er ikke her, at nye venskaber dannes. Det er først efter du har sagt goddag og ført en samtale med den fremmede, at du begynder at få interesse. Så lad os komme videre i programmet. Der er mere i musikken end bare det.

Hvilken musik bruger du som inspiration?

- Jeg hører den slags musik, der i et utopisk samfund ville være på toppen af de perfekte hitlister. Popmusik, der virkelig handler om kærlighed og ikke om hetereosexisme og hurtige knald. Uden kommercialisme og lav fællesnævner. Rockmusik, der er farlig og hurtig uden det platte og pubertære. Kunstmusik, der udforsker, men også er mulig for en almindelig lytter at holde ud. Ingen stöj, kun skönhed.

Kan det overhovedet lade sig gøre?

- Nej. Men jeg kender da et par bands….

Vi har slet ikke talt om selve festivalen. Hvad var det for noget?

- Det skete i en gammel fabrikshal på Enghavevej på Vesterbro. Vistnok et værksted for togvogne. Hele Københavns kunstnermiljø var nærmest repræsenteret. Der var lysshow, videoinstallationer, og så selvfølgelig et konstant flow af musikere og lydkunstnere som spillede uden stop fra torsdag til søndag. Ingen pauser i musikken, der var hele tiden støjende og grænsesøgende ting i gang.
Det eneste du ikke så, var den etablerede kunst. De blev væk. Festivalen har vel fået kulturstøtte, men det må have været uden nogen krav om trækplaster og folkelighed på programmet.
Samtlige musikere var temmeligt sære. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal kalde dem, nogen gange gav de mig hovedpine, andre gange fascinerede de, andre gange var de der bare. Masser af stöj, masser af sange der ikke var sange, men bare lange forløb på 20-30 min.

Det lyder ret mærkeligt??

- Ja. Det var ret mærkeligt. Så meget kunstmusik på én gang var for meget. Men det er jo så det kvantitative. Det kvalitative er straks mere problematisk. Det er simpelthen umuligt at sige, om det enkelte band var godt eller dårligt. Det er jo så kunstnerisk, at det ligger uden for normal kvalitetsvurdering.

Hvordan vil du så beskrive dem? Var det bare noget der spillede? Behøvede man have en mening om det?

Nej. Som jeg sagde tidligere: publikum skal underkaste sig. Og når det larmer så meget som det gør, når musikeren bare er en eller anden gut der skruer på knapper, og det hele er hardcore stöj og ondskabsfulde klangflader, ja, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er noget masochistisk over publikum. Som om de ønsker at blive provokerede, og at de ønsker deres ører skal tage skade af alt for mange decibel.

Du er stadig pessimistisk. Som om du ser negativt på noget, der er en meget god ting. F.eks. at musikere har total kunstnerisk frihed at lave lige det de vil.

- OK, der fik du mig. Men det VAR nu ret svært at høre på drone-neo-folk-psychedeli-LARM!! i flere timer. Heldigvis hyggede jeg mig og snakkede med folk, som til et hvert andet arrangement.

Hvorfor hedder det Festival of Endless Gratitude?

- Det ved jeg ikke? Fordi, så havde du noget at spørge om?

Jeg tror selv, at det er fordi det er utaknemmeligt svært at være kunstner. Ingen lytter til dig, ingen ved hvad du har gang i. Så må der være nogen der siger tak til dem. Musikerne takker jo altid publikum for et bifald, gør de ikke? Burde det ikke være omvendt?

- Det har du nok ret i. Men jeg mener nu ikke taknemmeligheden er endeløs.

Du er jo bare en sur mand. Og så findes du ikke engang, andet end inde i Sørens hoved. Og Sørens hoved er ikke et fedt sted at være, skulle jeg hilse at sige!

- Du fik mig igen. Lad os i stedet sige tak, og se et Youtube-klip med Sovjetisk pop.

TAK!

- Tak.

Wow, er du her stadig? Jeg troede ikke at nogen gad læse så lange blogindlæg…

Du behøver ikke være specielt dygtig, vores sange er rimeligt simple, men det kræver nok at du har en bas og kan spille så nogenlunde på den (mindre kan også gøre det). Du kan også være sangskriver, eller på anden vis bidrage med det kreative.
Vores mål er indtil videre at komme til at spille live, og lidt senere indspille en demo.

Vi er åbne overfor et hvert input, men er ikke så glade for hård rock, løse jams og røvballe i det hele taget. Dermed er det ikke sagt, at vi er dybt seriøse eller noget.
Så tag din bas under armen og spil med, kontakt os nede i kommentarboxen og vi finder ud af noget.

"Hvem der bare kunne spille i et københavnsk indieband!"

This is War

This is war! Angiveligt et konceptalbum, men konceptet bliver kulten, euforien, mens albummets letforglemmelige forsøg på fortælling ender sekundært i forhold til jagten på en følelse/forglemmelse af selv i fællesskab.

Anklaget for at være ren overflade, ren leflen for teenagere i deres hormonforstyrrede følelsers vold, men 30 Seconds to Mars er mere end kitsch. Musikken er rendyrket tro på stemmen; et rockband med samme evne til klart at formidle de gryende og uhåndterbare følelser som Smashing Pumpkins gjorde i deres storhedstid. For en kynisk kritiker er deres kalkulerede insisteren på at følelser skal være store, virkelig store, næsten uforskammet.

Løsdele hænger ikke sammen, musikken bryder sammen under egen drøm om progressiv vægt. Jeg fornærmes, men pludselig bliver meningsløsheden til mening i sig selv, og bliver en afspejling af en fragmenteret og ufiltreret verden af indtryk og gradvist tilkæmpet identitet. Hvilken forskel gør kaos, hvis bare det er tegn på, at noget ér og at ér er stort nok til frygtløst at blæse volumen op til en musikalsk ud af kroppen oplevelse? Alt fungerer på trods.

This is war? Ja, en indre krig på lyd og tro og ærlighed. Kanye West gæster på nummeret Hurricane, og en i al fald underholdende og dyr men derunder lige dele meningsløs, sexet, tåkrummende, lækker og ikke mindst prætentiøs musikvideo/kortfilm supplerer op. Jeg er ikke et sekund i tvivl, om at et kalkulerende, prætentiøst rockband med ambitioner over evne har en mere gennemtænkt krigsstrategi end Danmark i Libyen. Scenen danner slagmark, og de andre er fjenden eller er det tomrummet inde i lytteren selv?

Det er okay.

Lignende bands uden jordforbindelse, som kan danne sammenligningsgrundlag er en blandet skare af Muse, White Lies og My Chemical Romance, men lidelsesfællerne får baghjul af Jared Leto & Co, f.eks. når fans i til lejligheden optaget korsang krænger hjertet ud sammen med bandet gang på gang i løbet af albummet. Trættende? Måske, men også umiskendelig interessant og egentlig også lidt fantastisk – og en demonstration af bandets accept af egne vilkår: hvert nummer er som skabt til at blive prædiket ud i en livesammenhæng.

30 Seconds to Mars er rendyrket kult, jah, når Jared Leto synger, er det som at høre en imam kalde de rettroende til fredagsbøn eller paven tale til folkemasserne fra en prædikestol. Jeg hører et budskab, en stemme på et andet sprog fra en fremmed og dog foruroligende genkendelig verden. Måske fascineres jeg, drages, men musikken er ikke til mig, hvor meget jeg end gerne vil gøre min stemme til en del af fællesskabet.

Jeg er for kritisk, for kynisk. Jeg tror mig selv for rationel, en mand med perspektiv og ord til mine iagttalelser: dragende, komplementært kalkuleret og ærligt – men uopnåeligt for de fleste. Musikken taler måske heller ikke til dig, for den taler til de troende – og undervejs omvendes et udvalgt folk. Måske den dog stadig kan sige dig noget.

|-> Yelp from the grave // Michael Meier h4xx0r3d here <-|

Søren, vor glorværdige leder, bad mig skrive et par få ord om min bedste koncertoplevelse. Umiddelbart synes det mere uoverskueligt, eller måske bare besværligt, end hvis han havde bedt mig beskrive eksempelvis en rigtig god film, eller min all-time favourite roman.

Musik, og den rå in-your-face live-oplevelse deraf især er en mere uhåndgribelig størrelse, synes jeg. Spændings- og plotkurven er så at sige hurtigere, og man har på fornemmelsen, at mere er på spil, da alt kører på instinkter, omend javist mere eller mindre indøvede. Og alt redigeres live. Desuden er en koncert mere umiddelbar og afhængig af impulser og følelser, publikums såvel som de fremførendes.

Spökraket i øveren. HC længst til højre

En koncert kan, hvis den er god, sætte hele sanseapparatet i gang – og undertiden – overstyr på og indenfor meget kort tid.
Det er velsagtens derfor, det er en koncert, jeg er sat til at beskrive.

Efter nu at have opbrugt kvartdelen af min spalteplads (og knap al læserens opmærksomhed), må jeg hellere komme til sagen:

Jeg har, i det døgn der er gået fra jeg fik denne opgave on og off – især i situationer hvor jeg har siddet med kaffekop og guitar i hænderne og ellers bare prøvet at slå alt udefra væk og lade sindet flyde – åbenbart underbevidst belastet min hjerne med spørgsmålet om, hvad jeg kunne betegne som min yndligsmusikoplevelse, live. Det er egentlig et svært spørgsmål, for jo mere sansebombastisk en koncert kan være, lige så flygtig kan minderne om den være, da det er noget der er overstået på forholdsvis kort tid. Og minderne flyder sammen i et miskmask med andre, for man går jo også til andre koncerter senere. Og man drikker, og man hopper forvirret rundt, og det hele er lidt skørt og porrøst.

Men jeg vil alligevel skyde et par navne af:

The Clientele

The Clientele (Chokoladefabriken, Aarhus, marts(?) 2007) fordi de formåede at gøre en ellers ganske rolig og ikke særlig volumeniøs koncert rimelig intim i et alt for fyldt, alt for lille lokale, og så uden at overfalde os med alt for mange, upassende støjudbrud. Det var kort sagt neat, og uden dirty tricks.
Så er der Mercury Rev (Train, Aarhus, november 2008), som jeg ikke husker meget af, fordi jeg var rødvinsberuset, og forelsket i deres lyrik, og scenen og alt og alle omkring mig var episke, og det virkede som det rigtige tidspunkt at overgive sig til den stemning, før man blev for gammel.
Som tredje, og heller ikke her, væsentligste eksempel vil jeg nævne første koncert med mit eget syre/støjpop/space rock-band Spökraket (V58, Aarhus, april 2011), fordi det faktisk gik nogenlunde.

Nicky Wire, Manic Street Preachers, Middelfart 2009

Sidste eksempel, som vi alle har ventet i spændstig længsel på: Manic Street Preachers (Middelfart, juni 2009). Det var et festivalgig, og det var en by-the-standards greatest hits-sætliste.
Det var ikke euforisk, det var heller ikke dårligt. Det var ikke undergrund, de var ikke et verdensnavn (mere). Men jeg er gammel fan og jeg havde aldrig fået dem set. Det gjorde jeg så, og det var forløsende.

Sådan er det med musik. Det kan nemlig være utroligt nostalgisk. Jeg er forresten ikke rigtigt fan mere (ikke at der er noget galt i at være det; alt det læbestift og verdenstræthed er bare ikke mig mere), men jeg tager nok endnu en koncert med dem, lægger de vejen forbi. Nogle gange vil bare man bare have det, man ved hvad er. Så er der plads til alle de andre (glædelige, triste, larmende, foruroligende, opløftende, ekstatiske) koncertoplevelser andetsteds.

James Dean Bradfield, Manic Street Preachers, Middelfart 2009

Forfatternote: Skrevet af Hans Christian Andersen natten til fredag 2. september 2011 pga. insomni og under udfordring fra Søren Søndberg.

Nej, de to hoveder har takket ja til et boligtilbud: Billig etværelses med låg.

The Go! Team – Rolling Blackouts
Der er vist ingen tvivl om, at det har været en hård sommer med rigtig dårlige nyheder verden over. Verden har brug for glad musik, og verden har brug for Go! Team, der er en flok glade, men talentfulde tosser fra UK. Deres 3. album er en række overstyrede sange, der minder lidt om en nutidig Brian Wilson-produktion (dvs. blæsere og percussion for fuld skrue) samt en smule shoegaze og hiphop ind imellem. Men egentlig er genrene ligegyldige, for det handler om at være glad i låget, hør f.eks. “Ready To Go Steady”, hvor sangens fortæller endelig overgiver sig og gerne vil være kærester – måske lidt naivt, men sådan skal det også være.
Det er den slags pop, jeg ville ønske blev sat på til fester, men aldrig bliver det. “Rolling Blackouts” bliver nok lidt ensformig, heldigvis er spilletiden nede på 40 minutter, så man altid sidder tilbage med et ønske om lidt mere.
“Buy Nothing Day” er opkaldt efter en anti-forbrugs-dag, hvor man, på aktivistisk vis, intet køber i 24 timer. Så lad være med at købe pladen…

Ducktails – III Arcade Dynamics
Jeg havde selvfølgelig købt denne plade i håb om, at Rip, Rap og Rup havde droppet Grønspættere og startet deres eget band. Gerne med Joakim von Ands indielabel i ryggen, og måske Georg Gearløs som producer/lyddesigner. Jeg blev fælt skuffet! I stedet for rapmusik er det i stedet et soloprojekt af en ung amerikaner ved navn Matt Mondanile, som spiller noget charmerende lo fi, lidt a la The Mountain Goats eller hvad ved jeg.
Det er et meget kort album med spøjse sange og dårlig lyd, der har fået international opmærksomhed (i hvert fald fra mig…)
Om det er fortjent ved jeg ikke, det er den slags album som enhver idiot kan lave hjemme i stuen, forskellen er bare, at dette album skal forestille at være bedre end alt det andet.

Spökraket – All Art is Propaganda
Lad os lige til sidst vende hjem til Danmark. I denne uge har mine venner i Spökraket udgivet et helt album som deres første rigtige udgivelse, i stedet for den sædvanlige fesne demo som de fleste bands debuterer med. Jeg vil ikke hype noget musik, bare fordi jeg kender bandet, så lad dette være en lille omtale:
Spökraket spiller meget lange rocknumre, hvor normal sangstruktur er blevet droppet og erstattet med en større frihed til improvisation. Alle fans af psychedelica bør spidse ørene. Albummet er ikke udkommet endnu, men er til download på Bandcamp.
Spökraket spiller på Festival of Endless Gratitude næste måned. Så er du advaret.

Så kan jeg ikke komme i tanke om flere akutelle albums. Send os gerne links til dit eget band/soloprojekt, så kan det være vi anmelder det. Ellers får I en 3000-ords analyse af Derridas tolkning af Nietzsches læsning af Humes afhandlinger om den kimære synergi, for ligesom at understrege vores antikausale immanens. God sensommer!

Ikke alle bands har en standerlampe som forsanger.

Nogen gange er det bare svært at finde på noget at sige om et album. Jeg vil så forsøge alligevel. Som bekendt fejede Iceage hen over landet for nogle måneder tilbage, mens Salli Lunn’s bedrifter har stået i skyggen. Det er lidt en skam, men gode albums har det med at sælge dårligt her i Danmark. Blame it on Medina-generationen.

Heresy & Rite er ligesom med Iceage’s overvurderede debut et støjrockalbum, men der stopper sammenlignerne så også. Salli Lunn spiller nok den mest stramme og gennemkomponerede rock jeg har hørt længe. Når guitarerne stöjer, er det aftalt på forhånd ned til mindste taktslag, og der er sikkert brugt timer på at pille ved EQ-indstillinger og reverb-effekter. Altså ikke noget med at sætte stikket i forstærkeren og bare spille noget smadder.

Albummets største trumf er uden tvivl sangen “Mirror Girl”, der med sammenbidte tænder formår at opbygge en trykket, lidt paranoid stemning, som sagt med en stram, stram lyd. Guitarriffet i introen er skarpt som et barberblad, og trommerne rammer mellemslag og spiller i det hele taget en kompleks, mystisk takt, jeg ikke kan aflytte. Seks syvendedele?
Som sagt er det svært at beskrive albummet med ord. Ikke fordi det er “larger than words”, men fordi musikken bare er konkret og ligefrem, at den taler for sig selv. Det er godt.

/Søren

Som en smagsprøve til det kommende album “Gravity The Seducer” , har vi her singlen “White Elephant”, hvor der nok vendes tilbage til rødderne. Den starter melodisk og sødladen, men fra 2. vers introduceres der en ekstra synth-melodlinje, der er pitchet alt for højt op, og direkte skærer i ørene.
Det er åbenbart Ladytron’s hensigt at lulle lytteren i søvn med lidt electropop, for så at torturere ham med lyde på de samme frekvenser som en gaffel mod en tallerken.

Nå, men lyt til sangen alligevel. Videoen er dybt latterlig og ses bedst med lukkede øjne.

/Søren

Hvad skal jeg skrive? Ord er svære at finde, når mine ører lytter til noget så genialt. Denne EP er simpelthen det største der er sket for dansk musik overhovedet nogensinde. Det er så smukt, at englene synger. Om 100 år vil Mozart være glemt, men man vil stadig lytte til Immoderate Past. Hvis du ikke har hørt om dem endnu, så har du nu endelig chancen. Skynd dig ind på Bandets side og hent Ep’en gratis.

Nej, mere seriøst – dette er en lille udgivelse fra det ene af mine to bands. Jeg spiller nemlig også selv musik, så det er ikke kun snak, når jeg anmelder andres ting. Jeg ved lidt om hvad det går ud på, og ved det ikke altid er nemt. Jeg er selv ret godt tilfreds med denne EP – hvad synes du? Download under alle omstændigheder, især hvis du er til psychedelica, indie rock og så’n noget.