I denne weekend, fra den 15. til den 18. september, var der i København en ret speciel festival. I stedet for de sædvanlige, kedelige anmeldelser af hvert enkelt navn, har jeg i stedet lavet en fiktiv samtale mellem to personer, hvor den ene forsøger at danne en billede af situationen. For det VAR en speciel situation…
Hvorfor spiller du musik? Hvad driver til at lave det, som er et mønster af lyde, som du på forhånd bestemmer, og derefter forsøger at spille i henhold til planen? Hvad skal vi med det?
- Det er jeg ikke sikker på. Måske gør vi det for at imponere nogen. Måske ikke. Måske for at dyrke et ego. Udforske os selv, som vi udforsker os i spejlet og når vi tager billeder af os selv.
Det lyder da ret negativt? Burde man ikke spille musik for et publikum? Skal der ikke være nogen der lytter?
- Selvfølgelig, men publikum skal underkaste sig dine lyde, og ikke omvendt. Det er dem der skal modtage, og dig der skal afsende. Sådan fungerer en scene: Du stiller dig op på den, og når du står på den, er du autoriteten. Publikum skal klappe mellem numrene, og når selve musikken spiller, skal folks øjne og ører være rettet mod spillestedets diktatorer, bandet.
Det lyder altså ikke særlig sjovt! Hvorfor ville nogen dog gide det?
- Du har ret, ingen gider det, men det er fordi det kun er én måde at se det på.
Jeg har et bedre synspunkt: Musik er vejen til identitet. Identitet er også egocentrisme, men lad os nu glemme det.
Den identitet jeg taler om, er når du hører noget musik – noget helt fantastisk musik – og ved, at den musik du hører nogen andre spille, den har altid eksisteret inde i dig selv! Det er blot nogle andre, der har ført dine følelser ud i den fysiske verden.
Det var straks bedre. Men stadig meget idealistisk. Jeg tror ikke rigtig på dig. Til syvende og sidst er musik jo bare at slå toner an på instrumenter.
- Ja, det er den formelle måde at se tingene på. Men den holder ikke i længden, hvem gider kun betragte det som noget formelt? Formaliteter er noget vi bruger, når vi på formel vis siger goddag og giver hånd. Det er ikke her, at nye venskaber dannes. Det er først efter du har sagt goddag og ført en samtale med den fremmede, at du begynder at få interesse. Så lad os komme videre i programmet. Der er mere i musikken end bare det.
Hvilken musik bruger du som inspiration?
- Jeg hører den slags musik, der i et utopisk samfund ville være på toppen af de perfekte hitlister. Popmusik, der virkelig handler om kærlighed og ikke om hetereosexisme og hurtige knald. Uden kommercialisme og lav fællesnævner. Rockmusik, der er farlig og hurtig uden det platte og pubertære. Kunstmusik, der udforsker, men også er mulig for en almindelig lytter at holde ud. Ingen stöj, kun skönhed.
Kan det overhovedet lade sig gøre?
- Nej. Men jeg kender da et par bands….
Vi har slet ikke talt om selve festivalen. Hvad var det for noget?
- Det skete i en gammel fabrikshal på Enghavevej på Vesterbro. Vistnok et værksted for togvogne. Hele Københavns kunstnermiljø var nærmest repræsenteret. Der var lysshow, videoinstallationer, og så selvfølgelig et konstant flow af musikere og lydkunstnere som spillede uden stop fra torsdag til søndag. Ingen pauser i musikken, der var hele tiden støjende og grænsesøgende ting i gang.
Det eneste du ikke så, var den etablerede kunst. De blev væk. Festivalen har vel fået kulturstøtte, men det må have været uden nogen krav om trækplaster og folkelighed på programmet.
Samtlige musikere var temmeligt sære. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal kalde dem, nogen gange gav de mig hovedpine, andre gange fascinerede de, andre gange var de der bare. Masser af stöj, masser af sange der ikke var sange, men bare lange forløb på 20-30 min.
Det lyder ret mærkeligt??
- Ja. Det var ret mærkeligt. Så meget kunstmusik på én gang var for meget. Men det er jo så det kvantitative. Det kvalitative er straks mere problematisk. Det er simpelthen umuligt at sige, om det enkelte band var godt eller dårligt. Det er jo så kunstnerisk, at det ligger uden for normal kvalitetsvurdering.
Hvordan vil du så beskrive dem? Var det bare noget der spillede? Behøvede man have en mening om det?
Nej. Som jeg sagde tidligere: publikum skal underkaste sig. Og når det larmer så meget som det gør, når musikeren bare er en eller anden gut der skruer på knapper, og det hele er hardcore stöj og ondskabsfulde klangflader, ja, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er noget masochistisk over publikum. Som om de ønsker at blive provokerede, og at de ønsker deres ører skal tage skade af alt for mange decibel.
Du er stadig pessimistisk. Som om du ser negativt på noget, der er en meget god ting. F.eks. at musikere har total kunstnerisk frihed at lave lige det de vil.
- OK, der fik du mig. Men det VAR nu ret svært at høre på drone-neo-folk-psychedeli-LARM!! i flere timer. Heldigvis hyggede jeg mig og snakkede med folk, som til et hvert andet arrangement.
Hvorfor hedder det Festival of Endless Gratitude?
- Det ved jeg ikke? Fordi, så havde du noget at spørge om?
Jeg tror selv, at det er fordi det er utaknemmeligt svært at være kunstner. Ingen lytter til dig, ingen ved hvad du har gang i. Så må der være nogen der siger tak til dem. Musikerne takker jo altid publikum for et bifald, gør de ikke? Burde det ikke være omvendt?
- Det har du nok ret i. Men jeg mener nu ikke taknemmeligheden er endeløs.
Du er jo bare en sur mand. Og så findes du ikke engang, andet end inde i Sørens hoved. Og Sørens hoved er ikke et fedt sted at være, skulle jeg hilse at sige!
- Du fik mig igen. Lad os i stedet sige tak, og se et Youtube-klip med Sovjetisk pop.
TAK!
- Tak.
Wow, er du her stadig? Jeg troede ikke at nogen gad læse så lange blogindlæg…
