Go! Team / Ducktails / Spökraket //

Med vanlig sans for kontemplativ ekvilibrisme – for slet ikke at tale om en semi-virtuous og eklatant prægnans, der ville være værdig som en generisk dekonstruktion, men så alligevel ikke… Har jeg hørt lidt musik her til sommer. Læser du stadig med? Godt, så går vi i gang. Og jeg har lige opbrugt kvoten for fremmedord, så hvis jeg ikke skriver det på en letlæselig måde, bliver vi lukket ned af Bloggernes fagforening.

The Go! Team – Rolling Blackouts
Der er vist ingen tvivl om, at det har været en hård sommer med rigtig dårlige nyheder verden over. Verden har brug for glad musik, og verden har brug for Go! Team, der er en flok glade, men talentfulde tosser fra UK. Deres 3. album er en række overstyrede sange, der minder lidt om en nutidig Brian Wilson-produktion (dvs. blæsere og percussion for fuld skrue) samt en smule shoegaze og hiphop ind imellem. Men egentlig er genrene ligegyldige, for det handler om at være glad i låget, hør f.eks. “Ready To Go Steady”, hvor sangens fortæller endelig overgiver sig og gerne vil være kærester – måske lidt naivt, men sådan skal det også være.
Det er den slags pop, jeg ville ønske blev sat på til fester, men aldrig bliver det. “Rolling Blackouts” bliver nok lidt ensformig, heldigvis er spilletiden nede på 40 minutter, så man altid sidder tilbage med et ønske om lidt mere.
“Buy Nothing Day” er opkaldt efter en anti-forbrugs-dag, hvor man, på aktivistisk vis, intet køber i 24 timer. Så lad være med at købe pladen…

Ducktails – III Arcade Dynamics
Jeg havde selvfølgelig købt denne plade i håb om, at Rip, Rap og Rup havde droppet Grønspættere og startet deres eget band. Gerne med Joakim von Ands indielabel i ryggen, og måske Georg Gearløs som producer/lyddesigner. Jeg blev fælt skuffet! I stedet for rapmusik er det i stedet et soloprojekt af en ung amerikaner ved navn Matt Mondanile, som spiller noget charmerende lo fi, lidt a la The Mountain Goats eller hvad ved jeg.
Det er et meget kort album med spøjse sange og dårlig lyd, der har fået international opmærksomhed (i hvert fald fra mig…)
Om det er fortjent ved jeg ikke, det er den slags album som enhver idiot kan lave hjemme i stuen, forskellen er bare, at dette album skal forestille at være bedre end alt det andet.

Spökraket – All Art is Propaganda
Lad os lige til sidst vende hjem til Danmark. I denne uge har mine venner i Spökraket udgivet et helt album som deres første rigtige udgivelse, i stedet for den sædvanlige fesne demo som de fleste bands debuterer med. Jeg vil ikke hype noget musik, bare fordi jeg kender bandet, så lad dette være en lille omtale:
Spökraket spiller meget lange rocknumre, hvor normal sangstruktur er blevet droppet og erstattet med en større frihed til improvisation. Alle fans af psychedelica bør spidse ørene. Albummet er ikke udkommet endnu, men er til download på Bandcamp.
Spökraket spiller på Festival of Endless Gratitude næste måned. Så er du advaret.

Så kan jeg ikke komme i tanke om flere akutelle albums. Send os gerne links til dit eget band/soloprojekt, så kan det være vi anmelder det. Ellers får I en 3000-ords analyse af Derridas tolkning af Nietzsches læsning af Humes afhandlinger om den kimære synergi, for ligesom at understrege vores antikausale immanens. God sensommer!