For over et år siden fik vi et promoeksemplar af det danske band Salli Lunn’s album i Hvid Stöj-inboxen. Vi fik aldrig anmeldt den dengang, hvilket skyldes generel ladhed og så det faktum, jeg har svært ved at sige andet om musikken end: “Det er godt”.
Ikke alle bands har en standerlampe som forsanger.
Nogen gange er det bare svært at finde på noget at sige om et album. Jeg vil så forsøge alligevel. Som bekendt fejede Iceage hen over landet for nogle måneder tilbage, mens Salli Lunn’s bedrifter har stået i skyggen. Det er lidt en skam, men gode albums har det med at sælge dårligt her i Danmark. Blame it on Medina-generationen.
Heresy & Rite er ligesom med Iceage’s overvurderede debut et støjrockalbum, men der stopper sammenlignerne så også. Salli Lunn spiller nok den mest stramme og gennemkomponerede rock jeg har hørt længe. Når guitarerne stöjer, er det aftalt på forhånd ned til mindste taktslag, og der er sikkert brugt timer på at pille ved EQ-indstillinger og reverb-effekter. Altså ikke noget med at sætte stikket i forstærkeren og bare spille noget smadder.
Albummets største trumf er uden tvivl sangen “Mirror Girl”, der med sammenbidte tænder formår at opbygge en trykket, lidt paranoid stemning, som sagt med en stram, stram lyd. Guitarriffet i introen er skarpt som et barberblad, og trommerne rammer mellemslag og spiller i det hele taget en kompleks, mystisk takt, jeg ikke kan aflytte. Seks syvendedele?
Som sagt er det svært at beskrive albummet med ord. Ikke fordi det er “larger than words”, men fordi musikken bare er konkret og ligefrem, at den taler for sig selv. Det er godt.
/Søren
